UDSKRIFT AF DOMBOGEN FOR VESTRE LANDSRET

Uddrag af dommen er skrevet med normal tekst.
(Al tekst i parentes og skråskrift er mine uddybende bemærkninger. John Boel)
Når en tekst er understreget, kan du få baggrundsviden ved at trykke på det understregede ord eller sætning.


Uddrag af dom:
Afsagt den 10. december 2010 af Vestre Landsrets 5. afdeling - dommerne Karen Foldager, Erik P. Bentzen og Henrik Estrup

Anklagemyndigheden
Mod
John Boel
Boel Akupunktur ApS


Forklaringer

Tiltalte John Boel har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Der er for landsretten endvidere afgivet forklaring af specialkonsulent Henrik Kristensen.

Tiltalte John Boel har supplerende forklaret vedrørende tiltalens punkt 1, at dette udsagn ikke har stået på hjemmesiden ”www.akupunktur2000.dk”, men på kursushjemmesiden, som der er linket til. Man skulle således klikke på ”Kurser” for at komme frem til udsagnet. Han og hans søn udbyder kurser i Akupunktur 2000, og de har i tidens løb afholdt kurser for ca. 4000 personer fra 50 forskellige lande.

Vedrørende tiltalens punkt 2 har tiltalte supplerende forklaret, at udsagnet tidligere stod på hjemmesiden ”www.akupunktur2000.dk”, men det er i dag fjernet fra siden. Udsagnet står i bogen ”Fremtidens Medicin”, som har sin egen hjemmeside, men som der linkes til fra ”www.akupunktur2000.dk”. Mette Block har i sin artikel i BT beskrevet sit behandlingsforløb og resultatet heraf, og der ligger efter hans vurdering heri et samtykke til, at han anvender udsagnene. Det samme gælder for Bjarne Riis, der selv har beskrevet forløbet i sin nyligt udkommet bog. Det er derfor dokumentation for udsagnene.

Vedrørende punkt 3 har tiltalte supplerende forklaret, at udsagnet har stået på hjemmesiden ”www.akupunktur2000.dk”, men det er ikke tilfældet i dag. Sundhedsstyrelsen har efter dommen i 2005 fundet yderligere udsagn på hjemmesiden, selv om de pågældende udsagn allerede var på hjemmesiden forud for dommen. Da Sundhedsstyrelsen forlangte, at han ændrede hjemmesiden, gjorde han det. Udsagnet står i dag i bogen ”Fremtidens Medicin”, som der er linket til fra ”www.akupunktur2000.dk”. ”Fremtidens Medicin” er en ”selvhjælpsbog”. Der står således ”Tryk dig rask med hjemmesiden Akupunktur 2000”. Ca. 80% af alle klinikkens øjenpatienter har AMD. Mere end 83% af de behandlede patienter i Danmark havde en selverkendt forbedring af synet efter behandlingen med Akupunktur 2000. Dette tal har været højere i bl.a. Tyskland.

Vedrørende punkt 4 har tiltalte supplerende forklaret, at udsagnet tidligere har stået på hjemmesiden ”www.akupunktur2000.dk”, men det er fjernet. Udsagnet står i bogen ”Fremtidens Medicin”, som der er linket til fra hjemmesiden.

Vedrørende punkt 5 har tiltalte supplerende forklaret, at udsagnet har stået på hjemmesiden ”www.akupunktur2000.dk”. Udsagnet er rigtigt, og hvis der fra Sundhedsstyrelsen havde været ønske om det, ville styrelsen kunne have fået oplyst samtlige navne på de behandlede personer. Udsagnet står i bogen ”Fremtidens Medicin”. Akupunktur 2000 og kinesisk akupunktur er ikke det samme. Den eneste lighed der er, er at begge behandlinger anvender nåle. Sundhedsstyrelsen kender ikke behandlingen efter Akupunktur 2000.

Vedrørende punkt 6 har tiltalte supplerende forklaret, at udsagnet også har stået på hjemmesiden ”www.akupunktur2000.dk”, men at det blev fjernet i 2008. Udsagnet kan muligvis findes på hjemmesiden ”A2000.dk”, som vedrører kurser og derfor ikke er omfattet af lov om markedsføring af sundhedsydelser. Det er i forhold til de lidelser, som han har behandlet for, at han har konstateret, at Akupunktur ikke havde virkning på en halv snes af disse.

Han har ikke været i stand til at sende dokumentation for de enkelte udsagn til Sundhedsstyrelsen, da styrelsen har krævet videnskabelig dokumentation. Ingen kan dokumentere virkningerne af Akupunktur 2000 videnskabeligt, idet ingen udover ham selv, hans søn og de personer, der har deltaget i hans kurser, kender til behandlingsformen. Det er imidlertid heller ikke et krav efter loven, at der skal være tale om videnskabelig dokumentation. Dokumentationen foreligger i form af resultater i dagligdagen.

Han har arbejdet med akupunktur i 28 år. I 2000 blev han udnævnt til århundredets akupunktør i forbindelse med en kongres, hvor han holdt foredrag. Kongressen blev afholdt af ”Det Åbne Internationale Universitet for Komplementær Medicin”. De seneste tre år har han holdt foredrag på en række universiteter i udlandet. Det er som udgangspunkt hans søn, der forestår behandlingerne af patienterne på klinikken, hvor der behandles ca. 200 patienter hver uge. Tiltalte foretager kun selv behandlinger, i det omfang hans søns behandlinger ikke lykkes. Mange udenlandske læger deltager i de kurser, der afholdes i Akupunktur 2000. De synsforbedringer, som nogle af udsagnene i tiltalen dækker over, er konstateret ved synstavler og ikke kun efter subjektive udtalelser fra patienterne.

Henrik Kristensen har forklaret, at han er specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen. De udsagn, som fremgår af tiltalen, er en blanding af generelle udtalelser og udtalelser fra og om patienter. Kravet til dokumentation i lov om markedsføring af sundhedsydelser kan vedrørende de generelle udsagn opfyldes ved videnskabelige undersøgelser eller udtalelser fra eksperter, mens udsagn vedrørende patienterne kan opfyldes i form af lægejournaler,som viser, at den enkelte patient har fået det bedre, og at ingen anden behandling end tiltaltes behandling kan forklare denne bedring. Hvis der er linket fra en hjemmeside til en anden, er det en konkret vurdering af bl.a. linkets placering på hjemmesiden, som afgør, om der er tale om markedsføring i strid med loven. Sundhedsstyrelsen har konkret vurderet, at linket på hjemmesiden ”www.akupunktur2000.dk” til bogen ”Fremtidens Medicin” er en del af markedsføring i strid med loven. Besøgende på hjemmesiden bliver efter Sundhedsstyrelsens vurdering ledt hen til linket. Kursusvirksomhed på sundhedsydelsesområdet er som udgangspunkt ikke omfattet af Sundhedsstyrelsens kompetence, men en henvisning til et kursus eller et link til en anden hjemmeside, hvor kurserne fremgår, kan medføre, at der efter styrelsens opfattelse er tale om en del af markedsføringen og dermed noget, der er omfattet af loven. Sundhedsstyrelsen har fundet, at et af de beskrevne projekter på hjemmesiden, ”Behandling af piskesmæld”, ikke er egnet til at vildlede og dermed ikke er en overtrædelse af loven, idet der foreligger en fuldstændig beskrivelse af projektet, som gør det muligt at vurdere, at der er tale om et ikke-videnskabeligt projekt.

Sundhedsstyrelsen har ikke modtaget dokumentation for udsagnene, som er omfattet af tiltalen. Der er foretaget visse rettelser på hjemmesiden, og den er i dag struktureret anderledes med links til bl.a. bogen ”Fremtidens Medicin”. Sundhedsstyrelsen har anmodet tiltalte om at fremsende dokumentation, men styrelsen har ikke konkret meddelt, hvad dokumentationen skulle bestå i. Styrelsen har ikke bedt om navne m.v. på de personer, der er blevet behandlet, og således heller ikke navnene på de personer, der fra at være totalt blinde angiveligt har fået synet igen. En henvendelse til disse personer, hvor en patienthistorie bliver bekræftet, kan dog ikke stå alene, men skal eventuelt støttes af de pågældendes lægejournaler. Vedrørende dokumentation for udsagnene om Mette Bloch og Bjarne Riis vil Sundhedsstyrelsen sandsynligvis ikke kræve yderligere dokumentation, hvis det af artikler eller lignende fremgår, at de bekræfter virkningen af behandlingen. Ved generelle påstande kræver Sundhedsstyrelsen videnskabelig dokumentation.

Landsrettens begrundelse og resultat

Overtrædelse af lov om markedsføring af sundhedsydelser § 2, stk. 1, straffes med bøde, jf. lovens § 5, stk. 1. Forældelsesfristen er 2 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1. Efter straffelovens § 94, stk. 1, regnes forældelsesfristen fra den dag, da den strafbare handling ophørte, og efter § 94, stk. 5, afbrydes forældelsesfristen ved ethvert rettergangsskridt, hvor den pågældende sigtes for overtrædelsen.

Første rettergangsskridt i sagen – og dermed afbrydelse af forældelsesfristen – var byrettens modtagelse af anklageskriftet den 22. juni 2009. Der er som følge heraf indtrådt forældelse for eventuelle overtrædelser, som er begået og ophørt før den 22. juni 2007.

Tiltalte John Boel har forklaret, at udsagnet i tiltalens punkt 1 ikke har stået på hjemmesiden ”www.akupunktur2000.dk”, men derimod på en hjemmeside med de kurser, han afholder. Udsagnene i tiltalens punkt 2-6 har alle stået på hjemmesiden ”www.akupunktur2000.dk”, men er i dag fjernet fra siden. Disse udsagn fremgår i stedet af enten kursushjemmesiden eller en hjemmeside med bogen ”Fremtidens Medicin”. Der er links til begge hjemmesider fra ”www.akupunktur2000.dk”.

Efter forklaringen fra specialkonsulent Henrik Kristensen lægger landsretten til grund, at det er en konkret vurdering af bl.a. et links placering på en hjemmeside, som afgør, om linket – og dermed indholdet af den hjemmeside, der linkes til – er en del af markedsføringen, der er i strid med lov om markedsføring af sundhedsydelser. Bevisførelsen giver imidlertid ikke landsretten grundlag for at vurdere, om de links, der er til kursushjemmesiden og hjemmesiden med bogen ”Fremtidens Medicin”, har en sådan placering på hjemmesiden ”www.akupunktur2000.dk”, at de linkede hjemmesider udgør en del af markedsføring. Det er herefter ikke bevist, at links til kursushjemmesiden og bogen ”Fremtidens Medicin” er en del af markedsføringen, og de tiltalte John Boel og Boel Akupunktur ApS er derfor kun skyldige i det omfang, udsagnene har stået på hjemmesiden ”www.akupunktur2000.dk” efter den 22. juni 2007, og der ikke er dokumentation for udsagnene.

Vedrørende kravet til dokumentation bemærker landsretten, at lov om markedsføring af sundhedsydelser ikke stiller krav om, at dokumentationen er videnskabelig.

(Du kan få suplerende oplysninger ved at trykke på det understregede)

Vedrørende punkt 1 (Du kan få suplerende oplysninger ved at trykke på det understregede)

Efter bevisførelsen, herunder forklaringen fra tiltalte John Boel, lægger landsretten til grund, at dette udsagn ikke har stået på hjemmesiden ”www.akupunktur2000.dk”, men kun på kursushjemmesiden. De tiltalte John Boel og Boel Akupunktur ApS frifindes derfor for denne del af tiltalen.

Vedrørende punkt 2
(Du kan få suplerende oplysninger ved at trykke på det understregede)

Det fremgår af udskrifter fra hjemmesiden ”www.akupunktur2000.dk”, at udsagnene vedrørende Mette Bloch og Bjarne Riis har stået på hjemmesiden den 9. oktober 2008. Der er dermed ikke indtrådt forældelse.

Efter forklaringen fra specialkonsulent Henrik Kristensen lægger landsretten til grund, at Sundhedsstyrelsen sandsynligvis vil anse udsagnene vedrørende Mette Bloch og Bjarne Riis for dokumenteret, hvis det af en artikel eller lignende fremgår, at de bekræfter virkningen af behandlingen.

Mette Bloch har i en artikel i BT skrevet om sit behandlingsforløb hos tiltalte John Boel og resultaterne af dette forløb. Tilsvarende har Bjarne Riis i en artikel udtalt sig om sine behandlinger hos tiltalte John Boel og virkningerne af disse. Dokumentationskravet i lov om markedsføring af sundhedsydelser § 2, stk. 4, må herefter anses for opfyldt, og de tiltalte John Boel og boel Akupunktur ApS frifindes derfor for denne del af tiltalen.

Vedrørende punkt 3
(Du kan få suplerende oplysninger ved at trykke på det understregede)

Tiltalte John Boel har forklaret, at dette udsagn har stået på hjemmesiden ”www.akupunktur2000.dk”, men at det ikke er tilfældet i dag, hvor udsagnet fremgår af bogen ”Fremtidens Medicin”, som der er link til. Der foreligger imidlertid ikke udskrifter fra hjemmesiden ”www.akupunktur2000.dk”, som dokumenterer, at udsagnet har stået på hjemmesiden efter den 22. juni 2007. Anklagemyndigheden har herefter ikke bevist, at der ikke er indtrådt forældelse, og landsretten frifinder derfor de tiltalte John Boel og Boel Akupunktur ApS for denne del af tiltalen.

Vedrørende punkt 4-6

Det fremgår af udskrifter, at udsagnene har stået på hjemmesiden ”www.akupunktur2000.dk” den 9. oktober 2008, og der er dermed ikke indtrådt forældelse.

Da de tiltalte John Boel og Boel Akupunktur ApS ikke har dokumenteret rigtigheden af udsagnene, tiltræder landsretten, at de er fundet skyldige som sket.

Straffastsættelsen

Landsretten tiltræder, at bøden til tiltalte Boel Akupunktur ApS er fastsat til 15.000 kr.

Tiltalte John Boel blev sigtet i sagen den 10. januar 2007. Under hensyn til det tidsmæssige forløb og til, at tiltalte John Boel er eneanpartshaver i Boel Akupunktur ApS, finder landsretten efter omstændighederne, at bøden til tiltalte John Boel skal nedsættes til 5.000 kr.

Påstanden om tvangsbøder

Efter forklaringen fra tiltalte John Boel lægger landsretten til grund, at ingen af udsagnene i tiltalens punkt 1-6 i dag fremgår af hjemmesiden ”www.akupunktur2000.dk”. Der er i stedet links fra hjemmesiden til kursushjemmesiden og bogen ”Fremtidens Medicin”.

Da det som anført ovenfor ikke er bevist, at disse links udgør en overtrædelse af lov om markedsføring af sundhedsydelser, frifindes de tiltalte for påstanden om tvangsbøder.

Landsretten finder anledning til at bemærke, at det ved pålæg om fortløbende bøder efter retsplejelovens § 997, stk. 3, er en forudsætning, at det indeholder præcise angivelser om, hvilken handle- eller undladelsespligt den tiltalte skal opfylde for at undgå tvangsbøder.

Efter påstanden om tvangsbøder skal de tiltalte ændre hjemmesiden i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens angivelser. Det er ikke nærmere anført, hvad disse angivelser går ud på. Landsretten forstår korrespondancen mellem Sundhedsstyrelsen og politiet på dette punkt således, at eventuelle tvangsbøder ikke skal ophøre, før styrelsen vurderer, at hjemmesiden ikke længere indholdsmæssigt er i strid med lov om markedsføring af sundhedsydelser.

Da påstanden om tvangsbøder således ikke indeholder præcise angivelser for, hvad de tiltalte skal gøre, kan landsretten heller ikke på dette grundlag tage påstanden til følge.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten

(Du kan få suplerende oplysninger ved at trykke på det understregede)

Host: MediaConnect ApS